Turen til Mauritius

Dette scenarie var et der opstod delvist improviseret pga. spillernes ønske om at spille turen til Mauritius. Da jeg ikke har nogen planer om at udgive det, eller spille det på en con eller andet, så er det ikke forsynet med en spoilerwarning.

Onsdag 22/5-2013 (omtrent 12 timer efter hjemkomst fra Hamborg)

Vi mødes i lufthavnen ubeskriveligt tidligt. Folk er i sommertøjet, og Louise er tilmed blevet klippet korthåret. Det klæder hende faktisk, men det får hende til at se lidt ældre ud. Måske skulle man fortælle hende det en dag :-)

Hun har godt nok urimeligt meget bagage med og desuden en veninde fra juraskolen, der ikke er helt så meget sidst i 20'erne som Louise selv. Hun viser sig at hedde Julie og er sådan set frisk nok af sin alder.

Nicolai har tilsyneladende besluttet sig for at overgå chefen i bagagemængde og medbringer desuden et stk. vaskeægte blondine, Pernille Optøs - hun ser godt nok lidt ung ud til ham, men det er jo utroligt, hvad sminke kan gøre ved det smukke køn.

Selv har jeg selvfølgelig Irene med - okay, helt selvfølgeligt er det måske ikke, for jeg kunne jo også have taget Thomas med (eller for den sags skyld en af de andre fra Macavity), men nu er hun lige kommet hjem fra London, og jeg har ikke set hende længe - ikke siden før Louise var min mor (må det aldrig ske igen!). Louise kigger godt nok noget hvast på hende, men det lader min Irene sig heldigvis ikke gå på af. Hun kan være så fantastisk sød og imødekommende, når det stikker hende. Det er egentlig lidt utroligt, at Louise kan genkende hende - det er trods alt over to år siden, og Irene havde hverken sort sminke eller piercinger på under retssagen.

Sidst ankommer Preben med (hold godt fast!) sommerhabitjakke og T-shirt (!) med V-udskæring. No wonder, at Nicolai kigger underligt på ham. Han slæber på bagage for fire personer og har tre lettere overgearede tøser på slæb: Camilla og hendes to veninder, som han har været så "galant" at lade hende tage med på hans ledsagerbillet. Sådan gør man vel, hvis man hverken har kæreste eller venner, man selv kan tage med. Han ser godt nok lidt paf ud over at se mig og Irene sammen, men det er vi så vant til.

Camillas to veninder - Sabine og Mille "jeg-blev-ikke-voldtaget-og-det-er-derfor-Camilla-arbejder-for-jer-nu" - er vist ikke en del af hendes fars miljø. De virker ret søde, men det er selvfølgelig hvad man kan forvente sig af piger, der har en veninde som Camilla :-) Desværre har Camilla fortalt dem en del om mig, og hun har vist ikke lagt vægt på helt de samme ting som jeg ville gøre... pokkers.

Nå, fat i billetterne og gennem kontrollerne. Pernille får konfiskeret sin neglefil, hvorpå hun går ind i det toldfrie område og falder i svime over udvalget af neglefile... Irene fløjter en lille melodistump fra Chess... "Don´t let them fool you..."? Nej, selvfølgelig! "Trinkets in airports sufficient to lead them astray..." Det er for længe siden, vi har været sammen. Jeg havde helt glemt, hvor fedt det er.

Efter en begivenhedsløs flyvetur ¹ mellemlander vi i Madagaskar, hvorfra vi tager med propelfly til Mauritius. Her hentes vi onsdag aften omkring kl. 21 af vores tjenende ånd "bare kald mig Joe" iført stiv uniform og tilhørende kasket. Han kører os til det tydeligvis rige (og i øvrigt indhegnede) feriekvarter og giver os en rundvisning, hvor han beklager, at golfbanen kun har 9 huller, men til gengæld stolt fremviser to rigtigt lækre restauranter (og nødtvungent en McD - jeg ved ikke, hvad det er, de alle sammen har imod McD. Det er da udmærket mad...).

Indkvarteringen er ok: Et hus med et par stuer, køkken med snacks, veludrustet barskab og topersoners værelser med det nødvendige (vi indkvarteres parvist, som vi kom, bortset fra, at der selvfølgelig ikke er nogen af Camillas veninder, der kender Preben godt nok til at sove sammen med ham, så Camilla bliver nødt til at dele værelse med ham). Irene og jeg får kun Mille og Sabine som "naboer", så hvis de kender lidt til almindelig høflighed og diskretion (og også praktiserer det, selvfølgelig), slipper vi med lidt held for irriterende kommentarer om vores sexliv.

Torsdag 23/5-2013

En rigtig slapperdag (som vi trænger til!) i strålende godt vejr, hvor Preben og Camilla selvfølgelig straks undersøger træningsrummet, mens Louise indtager biblioteket og vi unge morer os ved poolen. Den er lidt større end den derhjemme, men selvfølgelig er der også bedre plads udendørs - og en udendørs pool på Fabritius Allé ville alligevel ikke rigtig være det samme...

Da Preben senere er vendt tilbage for at ligge ved poolen og læse en eller anden dødssyg bog, smider han lige pludselig isterninger ned ad ryggen på Sabine. Mille og jeg indkaldes naturligvis straks til krisemøde for at planlægge hævnen, og hvad ville være mere nærliggende end at give igen med isterningerne og snige salt i hans vandflaske mens han ligger og slumrer trygt?

Det lyder jo nemt, men han er godt nok lidt af en snu ræv, den gamle: Bedst som man tror, man trygt kan fylde saltet i hans vand, fordi han ligger og sover sødt, farer hans hånd frem for at gribe fat i min (godt, man ikke er kriminel - jeg foretrækker helt klart at have ham på min side). Det var også nær lykkedes for ham, men heldigvis nåede jeg at opfange Irenes advarende fløjten ("When you think he´s half asleep, he´s always wide awake!"), så han måtte op af liggestolen og bruge både tid og energi på at få mig og Julie skubbet i vandet (hvad Julie havde gjort gik vist aldrig rigtig op for nogen :-)). Mens jeg sørger for denne lille afledningsmanøvre er Mille heldigvis kvik nok til at få sneget saltet i hans vand.

Han opdager det imidlertid ikke før Sabine har fuldført sin hævn ved at hælde isterninger ned ad både mave og ryg på en solvarm Preben, men så farer han også op som han nu engang gør, når han er sjovest og giver mig skylden for det hele, hvilket giver alle tiders hæsblæsende jagt henover det meste af vores område. Efter et veludført Drosselvejs-trick med nedløbsrøret og vinduerne ender jeg oppe på tagryggen, hvor jeg kan grine ned til Preben, der selvfølgelig står og opsender forpustede og tomme trusler om, at det kan blive fjorten meget lange dage... Jep, jo længere, jo bedre, Prebsie. Ferien er hermed officielt erklæret for åben :-)

Fredag 24/5-2013

Kl. 8.00 serveres morgenmad med det hele. Preben "glemmer" vist at vække mig, men heldigvis har jeg en betænksom værelseskammerat med vækkeur, som sørger for morgenmad på sengen. Hun er nu dejlig... Der er også god tid til lidt liggende madrasøvelser, før vi skal ud at spille touch-football 9.30 ("team-building," men det skal nok blive meget sjovt alligevel).

Preben ville garanteret have foretrukket, at vi skulle tackle rigtigt og ikke bare klappe folk på skuldrene for at overtage bolden (det havde sikkert også været mere spændende), men det kan vel egentlig være lige meget: Han ligger alligevel bare og bider i græsset og råber: "Nej! Jeg vil ikke have tæv af den lille lorteunge!" mens jeg springer let og elegant henover ham, sprinter gennem forsvarsværket (bestående af Louise og Nicolai (!) og så godt nok et par kompetente lokale spillere) og scorer :-)

Det er alle tiders at få lov til at spille sammen med Irene igen, og vi styrer for vildt på hold sammen (Pernille er enstemmigt udnævnt til cheerleader).

Lidt værre går det, da det er Grønholdet mod de lokale: Mine kolleger styrer så lidt, at man slet ikke fatter det, mens de lokale tydeligvis har prøvet det før - dog skal det nævnes, at Nicolai faktisk scorede et mål! Ikke engang selvmål!

"Joe" har vist fået bekræftet, hvad han noterede sig ved poolen i går, og vi får et bad, skifter tøj og bliver kørt udenfor området for at spise en rigtig god og spændende omgang mad hos de lokales koner. Preben sniger sig selvfølgelig ud i køkkenet og får et par tips og ideer. Han bliver en god kone for en eller anden en dag.

Lørdag 25/5-2013

Endnu en team-building-øvelse (og jeg, der troede, vi skulle holde ferie...). Temmeligt fysisk baseret [men det noteres, at Camilla har tænkt] og ikke værd at skrive hjem om. Dog gav den sidste post en god mulighed for at studere Camillas ypperlige kurver nærmere, da hun skulle op på træstammen for at få fat i bilnøglen :-)

Så bliver vi kørt til den franske restaurant, der består med glans i Gourmet-Prebens lille karakterbog. Louise evaluerer, at det var rart for en gangs skyld at få lov til at spille rollen som leder, selvom Preben var med, hvilket selvfølgelig får Irene til at fløjte lidt fra "Min skov, din skov." Men det lader til, at Louise også har set Ronja Røverdatter - det er første gang nogen af de andre fatter mine og Irenes fløjtesignaler, så hvad er mere passende, end at jeg svarer med "I think she´s got it" fra My Fair Lady? Den fik hun til gengæld ikke...

Aftenen afslører også, at Mille og Sabine ikke er afvisende overfor en net lille flirt :-)

Resten af turen

De følgende dage bruges en god del af tiden på at tage PADY-certifikat, hvorefter Louise bruger flere timer om dagen på at nyde stilheden dernede, mens Irene og undertegnede arbejder på at bryde selvsamme stilhed for at blive medlem af den omvendte 10-mile-klub. Der er også de fedeste stejle klipper at springe ud fra! Jeg vinder førsteretten ved at være hurtigst deroppe, men snart følger alle de andre, også alle pigerne (undtagen Pernille, naturligvis - hun er absolut bedst til at promenere i sin meget lille bikini). Selv Louise leger med, selvom hun ikke tør springe på hovedet - men okay, hun er jo heller ikke helt ung længere, og man må jo passe på helbredet... Det tog hende godt nok også noget tid at tage sig sammen til at springe første gang, så jeg hjalp hende med et lille skub ud over kanten. Da hun kom op igen hidsede hun sig op og spurgte (=råbte) om jeg var ude på at slå hende ihjel eller hvad! Helt ærligt: Hvad er problemet? Der skete jo ikke noget.

En eller anden dag hører jeg pludselig Irene fløjte nytårssangen fra "Sunset Boulevard," mens hun snakker med Preben! Han har lige godt ikke godt af at vide noget om Lise, så jeg skynder mig at true hende med en stump fra Chess: "We´re only showing home movies, nothing more. Where are you going?" Så kan hun lære det, kan hun! :-)

Det viser sig, at Preben prøver at få ud af Irene, hvor hun kender Louise fra. Han får en masse velvillige svar, men bliver ikke rigtigt klogere: Irene og Louise kender hinanden gennem mig, som hun har gået på efterskole med, og det var vist sådan cirka det, han fik ud af hende - til gengæld sidder Preben pludselig selv i den udspurgtes stol og fortæller, hvad han synes om sit arbejde og meget andet (boy, she´s good :-)).

På et tidspunkt er der dømt tøsetur (de glemmer ikke engang at invitere Pernille), så de kan få drukket kulørte drinks og snakket om tamponer og strikkeopskrifter eller hvad det nu er, tøser gør, når de er alene. Aftenens højdepunkt lader til at være, at de får øje på den pt. skadede boksestjerne Lasse Johanson, der er på Mauritius for at slappe af og komme sig - der bliver i hvert fald ikke snakket om andet de første tre timer efter, at tøserne er vendt hjem (dér mødte du din overmand, Preben!).

Samtidig med tøseturen stikker Preben af og laver sin egen herretur sammen med "Joe", hvor han får lov til at lege med maskinpistoler på vagternes træningsbane! Han kunne godt have sagt noget til os andre, ku´ han!

Okay, måske skulle Nicolai ikke have en maskinpistol i hånden, men han kunne godt have sagt noget til mig, ku´ han!

[Af forskellige praktiske årsager bliver referenten en smule mere objektiv for en tid:]

Preben og Camilla kan ikke helt blive ved med at være kærester i smug (nu er de jo heller ikke teenagere længere, vel...), så i løbet af de sidste dage begynder de at holde i hånd og småkysse offentligt. Louise er bestemt ikke overrasket (hun lurede den i Hamborg), og Nicolai tager det også pænt. Alex synes nok, det er at drive deres makkerskab lidt langt, men tager det ellers meget stille og roligt... lige indtil Irene med megen møje og besvær får overbevist ham om, at det ikke bare er kollegialt, men at de rent faktisk er kærester! (Alex: "Jamen... jamen... det kan de da ikke!" Irene: "Hvorfor ikke?" A: "Jamen... han er ti år ældre end hende! Det er da ulækkert!" I: "...og hvad så med dig og Lise?" A: "Lise? Hun er da kun to år yngre end mig - og forresten er det længe siden, vi slog op." I: "Den anden Lise... hende midt i 50'erne..." A: "Nå, hende! Jamen... det er noget andet! Vi er jo ikke kærester! Du kunne forresten lære noget af hende...") Resten af tiden taler han hverken til Preben eller Camilla og prøver generelt at undgå at være i nærheden af dem overhovedet. Til gengæld giver han og Irene dem mulighed for en del privatliv ved at underholde Camillas to veninder en god del af tiden. Noget af denne tid benytter Preben til at sætte Camilla stævne ude på de flade klipper ved vandkanten. Her har han arrangeret et bord, to stole, lidt levende lys, vældig fin påklædning og en række lækre retter, som kun han kan gøre det. Meget kan man sige om Preben, men romantisk er han da.

Onsdag 5/6-2013

På hjemvejen i flyet hyggesnakkes der på kryds og tværs, mens Louise lader til at være fordybet i en gevaldigt hyggelig samtale med føromtalte sportsstjerne - måske ender det hele med, at ingen i bureauet er single? Okay, gennemsnitligt set har vi ikke været det længe, men det er kun fordi Nicolai snyder og har flere kærester.

Vel hjemkommet fra Mauritius onsdag den 5. juni går jeg i byen med de tre søde piger fra turen (Irene, Mille og Sabine) - det er tid til at feste igennem, så jeg slukker mobilen, og da de to pæne piger giver op og går hjem i seng, tager Irene og jeg videre til Templet.

Torsdag 6/6-2013 (lidt over midnat)

Det kører for vildt og jeg får en god mængde indenbords, men midt om morgenen (kvart over hest) fortæller Marianne fra baren, at Thomas har ringet. Han insisterer på, at det er Louise, der har ringet, og at det var vigtigt. Jeg tror ikke rigtigt på det, men det kan vel ikke skade at undersøge sagen nærmere, så jeg ringer til hende og får den "glædelige" nyhed, at vores alle sammens kære Søren Ulldahl har ringet og fortalt et eller andet om et attentat på et børnehospital i Basel. Vi skal møde i lufthavnen inden for en lille times tid. Egentlig er jeg mest stemt for at blive og feste videre (og det er Irene og Lukas og Ida vist også), men der er vist noget med en masse eksplosioner og skudvekslinger, så det bliver måske meget spændende alligevel. Der er masser af døde og sårede, så det har da et pænt adrenalinpotentiale.

Jeg kan ikke helt huske, om jeg fik pakket, men i lufthavnen møder vi i hvert fald ham Ull-manden, som overrækker os en vanvittigt spændende mappe om sagen og fører os udenom diverse kontroller (hvilket nok er meget heldigt i betragtning af, hvad vi har med i lommerne).

[Herfra og referatet ud bliver referenten igen lidt objektiv, da I kan være helt sikre på, at Alex ikke har opfattet eet ord af, hvad der står i den mappe:]

I privatflyet bliver der læst i mappen: Børnehospitalet hedder "Dieter Ingwald Mertens - Institut für Schwiere Kinderkrankheiten" (DIM) og er en privatejet klinik med speciale i børnesygdomme. Det støttes af diverse fonde (herunder Promedeca-fonden og Hoffmann-La-Roche, som er de to største benefaktorer) samt Basels institut for immunologi.

Desuden synger i hvert fald Alex fødselsdagssang for Preben (det er trods alt ikke hver dag, man bliver 30 (omend Louise nok snart begynder at blive 30 adskillige år i træk, når hun først er færdig med at blive 29...)). Alex er generelt temmelig overgearet, snakkesagelig og belastende (mere end sædvanligt, that is) og har jordens største pupiller.

Vel ankommet til Basel (7.45) bliver vi modtaget af to franske gendarmer (Revlon og La Brouchel) og en schweizisk motorcykelbetjent (Straten), der igen fører os udenom kontrollerne. Derpå køres vi med blinkende lygter og i hujende hast ud til DIM, en stor og engang hvid bygning, der nu er sortsveden af eksplosioner, ruderne er knust, murbrokker ligger over det hele og politifolk myldrer rundt, mens journalisterne pænt, men nysgerrigt holder sig bag afspærringerne. De sårede er ved at være kørt væk, men vidnerne afventer stadig kommissær Staehlekers (BUPO) ankomst og de døde ligger endnu, hvor de faldt.

Tillykke med fødselsdagen, Preben...

¹: Jaja, der var sikkert nogen, der prøvede at blive optaget i 10-mile-klubben, men helt ærligt: Irene og jeg var rørende enige om, at det har enhver med respekt for sig selv da klaret inden han eller hun fylder 18...