Hjerterfri

Dette scenarie kan findes på Scenarie siden på www.fusion-net.dk

Primo december - 2012

Mandag under morgenmødet (hvor Alex kom en times tid for sent temmelig oprørt over, at en gammel krakilsk nar af en politimand ikke kunne acceptere, at han kørte 90 km/t i Fensmarksgade) kom en (anden) politimand op og ville høre, hvad vi kendte til Alan Kofoed, der havde skudt sig selv om fredagen på et hotel i Melved, syd for Køge. Sagen var, at de havde fundet vores visitkort ved siden af telefonen, og de kunne se, at vi var de sidste, han havde ringet til. Umiddelbart kendte vi hverken noget til Alan eller Melved (langt ude igen!), men lidt pres på Alex afslørede, at der havde været 5-10 ret usammenhængende telefonsvarerbeskeder fra en unavngiven mandsperson, der lød påvirket og mest gav et vagt indtryk af, at hele verden var ond, og det var vores skyld. De var blevet slettet som useriøs fuldemandspladder, hvilket vi naturligvis beklagede, men sådan var det og vi kendte altså ikke manden.

Lidt senere kom en behagelig overraskelse: Grundet Preben Schmidts forlængede orlov skulle vi midlertidigt have Camilla Jahn ansat, hvis ellers jobsamtalen gik som planlagt. Louise var ikke meget for at komme med detaljer, men med stabens fælles indsats lykkedes det at stykke to vigtige oplysninger sammen:

• Hun havde for nogle måneder siden forsvaret en veninde, der var ved at blive voldtaget. Dette havde ført til, at voldtægtsmanden aldrig får børn, men til gengæld skulle Camilla afsone tre måneders samfundstjeneste. Dette kunne hun passende gøre i DG, hvilket ikke kan overraske nogen med kendskab til Louises økonomiske sans.
• Hun er datter af den berygtede Bjørn "Grizzly" Jahn, som sidder på al kriminaliteten på Vesterbro. Dette udløste ret bekymrede miner fra de fleste i bureauet, mens Alex reagerede med et stilfærdigt benovet: "Cool."

Den behageligste del var så, at hun er 20 år, ser blændende godt ud, er sød og charmerende og vild med action-film.

Kun en god opdragelse og et succesfyldt viljestyrkeslag forhindrede Alex i at indkassere sin første knock-out fra hende, og hun blev uden de store problemer ansat i bureauet.

Senere samme dag kom Alans kæreste Sanne Iversen (der til forveksling lignede en lidt hærget Lotte Heise) op til os for at få os til at efterforske hans sag. Hun var ikke helt sikker på, om det nu også var selvmord og undrede sig over, at hans taske ikke var på værelset. Den var meget vigtig, idet den indeholdt penge, som de skulle betale regninger (45.000,-!) med, og hun ville gerne give os, hvad der derudover måtte være i tasken (eller 10% af indholdet, hvis der var under 45K). Vi fik også listet ud af hende, at de fleste af pengene skyldtes til Englene, men da vores umiddelbare opgave var at finde en privat taske til en privatperson, mente vi ikke, det ville bringe os på kant med loven (i.e. vi bliver ikke indblandet i en sag om organiseret kriminalitet (der tog vi så fejl, men det vidste vi ikke på det tidspunkt)).

Efter en rask køretur til Køge-egnen (nogle hurtigere end andre...) ankom vi til Melved, der også er et hul i jorden. Undervejs kørte Preben og Camilla forbi Køge politi, fik alle relevante journaler og en henvisning til det lokale politi i Melved, som består af et dobbelt landkontor bemandet af vicepolitikommisær Henrik Thomsen og politiassistent Nils Weikel. I Melved indkvarteredes vi på det lokale hotel (hvor Alan boede i dødsøjeblikket) og fik en snak med receptionisten, som også var på arbejde den søndag. Efter (mod sædvane :-)) at have præsenteret os som detektiver fik vi forevist værelset, som politiet allerede havde tjekket grundigt. Det bar unægteligt præg af selvmord uden tegn på vold eller i det hele taget andres tilstedeværelse. Receptionisten havde desuden set Alan (som var indkvarteret under falsk navn) komme tilbage på værelset med en stor pakke i avispapir og plastikpose (øjensynligt geværet, han havde skudt sig med). Der havde også været en anden ("Patrick") på værelset, men han havde forladt stedet et stykke tid før skuddet lød.

Desuden bemærkede vi nogle (omfansrige) mystiske spejle, som viste sig at tilhøre fru Jansen. Hun var cirka dobbelt så gammel som sine marie-kiks, der tilsyneladende stammede fra krigens tid (muligvis Krim-krigen...). Til gengæld havde hun byens mest veludstyrede gadespejlsanlæg og havde således set alt, hvad der foregik på pladsen omkring hotellet og banegårdspladsen også på aftenen for selvmordet: Der var kommet en fyr ("Patrick") på en lille motorcykel/knallert lidt i elleve, muligvis med en Fjällräven på ryggen, men uden rygmærke. han mødtes med en anden ung mand (Alan) som hidsede sig op og skældte ud.

Samme aften (stadig mandag) begav Nicolai og Alex sig til 7-11 efter en slags aftensmad (burgerbaren var lukket provinsielt tidligt) og Banekafeen, hvor det lykkedes at få en acceptabel men ikke særlig spændende gang whisky og et par øl. Her viste det sig også, at Alan og Jan (som "Patrick" viste sig at hedde) havde været; Jan opfordrede Alan til at køle ned og tage det roligt - Alan gav igen med, at det kunne Jan sagtens sige, for det var ikke ham, der ville blive genkendt. Han havde jo været et helt andet sted. Alan ville til København, men da det sidste tog var kørt, så var det nødt til at blive i en taxa. Jan insisterede på at det skulle være med et Københavnsk taxa-selskab, men de kunne ikke få dem til at køre helt til Melved for en tur.

Tirsdag morgen løb Camilla og Preben en morgentur (gale mennesker...) og mødte i den forbindelse den lokale politimand på vej på arbejde. Han gav udtryk for, at han bestemt ønskede en afklaring af sagen, men var i øvrigt lidt tilbageholdende. Han benægtede, at der blev fundet en taske ved gennemsøgningen af Alans værelse.

Samme morgen/formiddag bemærkedes det, at et par gutter i læderjakker holdt øje med os under foregivende af at reparere deres motorcykel/knallert. De skyndte sig væk, da de blev opdaget, men vi nåede da at bemærke, at de tilhørte MC Tornado (herfra omtalt som MC Wirvelvind, da de var jævnt ynkelige).

Desuden blev vi inviteret til frokostmøde med en nydelig forretningsmand (Bo Vejby), som pænt fik forklaret os, at de penge, vi ledte efter faktisk var hans og nogle venners (herunder politimandens): De havde en spilleklub et lidt afsides sted, hvor de spillede hasard for ikke uanseelige beløb, og under en af disse spilleaftener var en mand kommet drønende ind og havde røvet 200.000,- fra dem. De var naturligvis meget interesserede i at få dem tilbage, og vi stod nu med lidt af et dilemma vis a vis hvem vi egentlig skulle give hvad, hvis vi overhovedet fik fat i tasken.

Undervejs så vi Sanne Iversen gå forbi ude på gaden, og Preben forlod diskret selskabet for at finde ud af, hvad hun foretog sig herude på landet. Han fulgte efter hende til stationens bagagebokse, hvor hun blev hylet noget ud af den, da hun opagede, at hendes udvalgte boks var tom. Preben fik høfligt men bestemt fat i hende og afkrævede hende en forklaring. Den blev temmelig lang og startede med, at hun faktisk ville have hentet pengene selv, da hun havde fået et brev fra Alan om, at de lå i den angivne bagageboks. I så fald ville vi ikke have fundet dem, og så ville hun ikke skylde os nogen dusør - en oplysning, der ikke faldt i helt god jord hos Preben, som tog en alvorlig snak med hende på sin kendte trætte, intimiderende måde. Hun gik til hans udprægede overraskelse over til at beskylde os for at være dobbeltmoralske, for hvordan kunne vi gå op i, at dette var ufint af hende, når vi selv havde slået hendes søster ihjel. Det viste sig, at vi for nogen tid siden (retmæssigt) havde fået knaldet hendes søster for noget regnskabssvindel. Dette havde sendt hende i fængsel, hvilket hun ikke kunne tåle, så hun hængte sig og overlod sit og Alans lille barn til Sannes varetægt. Da Sanne ikke kunne få pasning til barnet, tog hun det med på arbejde, hvilket snart førte til en fyring, og så gik det kun ned ad bakke derfra: Alan gjorde et sidste desperat forsøg på at skaffe penge til at betale gælden til Englene, og vi kendte vist resten af historien...

Preben fyrede nok en moralprædiken af om, hvordan forbrydelser og konsekvenser hænger sammen og gjorde opmærksom på, at pengene faktisk i virkeligheden tilhørte spilleklubben, mens Sanne holdt stædigt fast i, at det var vores skyld, at hendes liv var noget lort og at Alan havde skudt sig selv (hvilket også forklarede hans sidste opringninger til os).

Mens Preben havde sit lille hyggemøde med Sanne fortsatte vi andre (Camilla, Louise og Alex (Nicolai legede vist med computere, og var Mads der i det hele taget?)) samtalen med Vejby og blev også vist ned til spillestedet, hvor deres dørvagt fortalte, at han ret hurtigt var blevet slået bevidstløs, men at han havde bemærket en tatovering på tyvens arm (passede med Alan). På vej tilbage (uden Vejby (og i særdeleshed uden Preben)) fandt SP'erne sig pludselig omringet af 10 stk. fra MC Wirvelvind med kæder og knuste flasker (mere ynkelige var de trods alt heller ikke). Alex lå ret hurtigt pacificeret under to af dem, mens Louise gjorde sit bedste for at udligne situationen ved at vise sin pistol lidt frem. MC Wirvelvind bragte besked om, at Englene krævede 100.000 af de penge, der var i tasken, når vi fandt den. Louise kunne ikke helt forstå, hvordan de 45.000 var vokset så hurtigt, men MCW kunne ikke andet end at gentage beskeden fra Englene og se lidt truende ud.

Englene er helt klart nogle af de mennesker, man ikke har lyst til at være på kant med, samtidig med at der nu var alt for mange om buddet til alt for få penge (200.000 til spillerne + 45.000 til Sanne + 100.000 til Englene + betaling til os var klart mere end 200.000 i alt...). Louise begyndte at ryge igen efter en pause på 4 måneder. Derefter foretog hun en del tankevirksomhed og derpå en opringning. Efter sådan cirka at have solgt sin sjæl fik hun en aftale i land om, at Englene godt ville nøjes med de 45.000 (hvilket umiddelbart reddede Sanne) og at spilleklubben godt kunne nøjes med resten.

Problemet var så blot at finde pengene, men lidt opsøgende arbejde (og en jagt henover bare marker efterfulgt af Prebens karakteristiske ubehageligt alvorlige snak) afslørede, at Jan havde set sit snit til at hente pengene i boksen, da han fik udgang om mandagen. Vi fik at vide, hvor de var gemt, hentede dem og fordelte dem som aftalt. Jeg kan ikke helt huske, om der rent faktisk blev nogen form for betaling til os for vores besvær, men da vi tjekkede ud af hotellet var der "nogen," der havde betalt alle vores regninger på det felt.

En uges tid senere var der en lille notits i avisen om, at en ung mand havde hængt sig i Vestre Fængsel. Han efterlod kun en lille lap papir, hvor der stod: "Undskyld, Alan."