Drabet i Hamburg

Om aftenen lørdag d. 18/5, efter at vi havde afsluttet sagen om industrispionage i Amsterdam, blev vi kaldt til Hamburg af Herr König, ProMedicas sikkerhedschef samme sted. Herr König bad os komme til Hamburg samme aften efter aftensmad, for at efterforske en trussel mod direktør Brise.

Efter den relativt vellykkede afslutning på Amsterdamsagen besluttede vi at finde en af byens bedre restauranter. Netop som vi havde sat os til bords blev Nikolaj imidlertid ringet op og fik besked om at hans mor var blevet indlagt. Han valgte derfor at rejse tilbage til København med det samme. Vi andre kunne således i fred og ro, og uden frygt for væltede vinglas og ærmer i saucen, nyde en udsøgt og velsammensat middag.

Menu:

• Kanin- og kalvebrisling i gelé med æggerelish og estragon
• Traditionel risotto med tolv skovsvampe
• Lammeanretning med kotelet, stykker af kølle, mørbrad og lammepølse, serveret med søde kartofler og dampede grøntsager
• Osteanretning med kandiserede valnødder og honning/sennep dip rørt med inddampet balsamico
• Chokoladekage med vaniljeis og hinbærrelish

Mellem osten og desserten ringede König imidlertid igen og bad os springe på det første tog, for sagen var i mellemtiden blevet en drabssag. Resultatet var at vi måtte tage dessert og kaffe i toget,- det vil sige alle undtagen Louise, der ikke var så oplagt efter taxaturen til stationen, hvilket nok alt i alt måtte siges at være hendes held!

Lidt over en time senere ankom vi til Hamburg banegård. Her blev vi mødt af Königs assistent Fritz Heimburg, som kørte os til Elben-tunnellen, hvor Brise var blevet myrdet. Her mødte vi König og på foranledning af denne fik vi lejlighed til at undersøge gerningsstedet før det lokale politi.

König var en stor mand, med kropssprog og ansigtstræk der antydede at han havde bokset en del som ung og måske stadig godt kunne finde på at snuppe et par omgange i en ring,- sådan for hyggens skyld. Han var ulasteligt klædt i en skræddersyet, sort habit, som det utrænede øje nemt kunne forveksle med en Hugo Boss.

For god ordens skyld valgte vi at inddrage polititeknikeren Hugo Oberliz i vores undersøgelse og på grundlag af de fysiske spor på gerningsstedet lavede vi en rekonstruktion af drabet, som vi senere fik bekræftet af overvågningsbånd fra tunnelen.

Ca. tyve minutter før drabet borede tre mænd, iført arbejdstøj og gasmasker, huller i et varmerør ved tunnelens munding, for derefter at etablere en afspærring der blokerede den ene af de to vejbaner, samt nødsporet, ca. 35 meter længere inde. To af mændene tog ophold i et nærliggende servicerum, mens den tredje gav sig til at dirigere trafikken. Den minibus de var ankommet i, kørte 200 meter længere frem i tunnelen, hvor der var endnu et servicerum, og standsede med advarselsblinket tændt.

Da Brises bil ankom blev den vinket ind i nødsporet af manden ved afspærringen. Samtidig kom de to mænd fra servicerummet ud. Den ene tog sin gasmaske af og talte kort til Brise, hvorefter han tog et skridt tilbage og hans makker tog et skridt frem, med en hævet maskinpistol og affyrede fem enkeltskud mod Brise. De tre mænd fortrak til servicerummet og gik via en servicetunnel de 200 meter til det andet servicerum ved den ventende minibus, for derefter at køre væk i nordlig retning.

Det var ret tydeligt at der var tale om en velovervejet, nøje planlagt og researchet likvidering og de fem skud blev afgivet af en rimelig kompetent, for ikke at sige professionel person. Skuddene var fordelt med to i hovedet og tre i brystet. Vi fandt ingen partronhylstre. Endvidere var Brise ikke blevet bestjålet.

I servicerummet nærmest gerningsstedet fandt vi et aftryk af en arbejdsstøvle, samt det seneste nummer af Hamburgs universitetsstuderendes ugeavis "UniZeit", der var faldet ned bag nogle malerbøtter. Avisen var slået op på en artikel om en høring på det naturvidenskabelige fakultet førstkommende mandag. Ved denne lejlighed oplyste König at truslen mod Brise var blevet fremsat af Grühne Arme Fraktion (GAF) og at vi ville blive sat nærmere ind i den del af sagen ved en briefing næste morgen.

I servicetunnelen ved det fjerneste servicerum fandt vi et cigaretskod af mærket Reval, som vi lod Oberliz sende til DNA-test.

Efter at have overdraget gerningsstedet til politiet fortrak vi sammen med König for at gennemse videomaterialet fra tunnelen (bilag 1), hvilket ud over at bekræfte vores rekonstruktion, også gav os et nummer på minibussen, samt mordvåbnet. Mordvåbnet var en H&K MP7/C3, som ikke sælges til civile, men bruges af militære eliteenheder i flere NATO-lande. MP7’eren benytter en 7.62 caseless, hvilket forklarer hvorfor der ingen patronhylstre var at finde på gerningsstedet.

Vi rundede en meget lang dag af på en lille bierstube, hvor vi fik en stille øl sammen med König. De triste omstændigheder til trods, viste König sig som et dedikeret, men også hyggeligt og imødekommende menneske. Fra Heimburg havde vi hørt at König tidligere var bodyguard for kansler Kohl og at han havde taget en kugle for denne. Fra König selv fik vi imidlertid indtryk af at han måske hellere ville have taget en kugle for Brise - han var i hvert fald meget nedtrykt over ikke at have kunnet beskytte ham.

Jeg forsøgte med den sædvanlige kliché om at han ikke skulle bebrejde sig selv og at han havde gjort hvad han kunne, hvilket til min store forbavselse fik ham til at klare lidt op. Måske for at skifte emne anbefalede König den græske restaurant Tesaloniki, hvor han kendte ejeren. I det hele taget gav König indtryk af at have et temmelig omfattende netværk, hvilket vi også fik bekræftet i løbet af de næste par dage.

Søndag morgen, efter at have været udsat for Nordsee-smog og tysk morgenmad, hentede Fritz os og kørte os til ProMedica, hvor der var baggrundsbriefing ved König og Conrad Gnarde, som var ProMedicas liasonofficer til GSG9. Gnarde var en hærdebred preusser i en af de skræddersyede habitter der efterhånden gik hen og blev et vartegn for ProMedicas ansatte - jeg vil gætte på at Gnardes var fra John Phillips i Bond Street, men jeg kan tage fejl.

Til briefingen blev der serveret god kaffe og wienerbrød, hvilket desværre blev sat lidt til vægs af en forholdsvis ubehagelig lysbilledserie om GAFs tidligere aktioner, samt Gnardes oplæg om deres historie, organisation, Modus operandi og ideologi (bilag 2).

Ifølge Gnarde havde GAF rejst anklage, og dermed fremsat dødstrussel, mod Brise for at have været involveret i sagen om skibet SMS Tomahawk/ SMS Iago (Bilag 3).

Drabet på Brise skiller sig ud fra GAFs traditionelle MO ved at det blev udført bare 28 timer efter at truslen var fremsat, og at han derfor ikke havde fået tid til at gøre den forlangte bod.

Med forbehold påtog vi os ProMedicas opgave, som gik ud på at finde de der stod bag mordet på Brise, men ikke at gå op imod GAF som helhed.

Herefter udleverede König de oplysninger som politiet var kommet op med i løbet af natten. Støvleaftrykket matchede en forholdsvis almindelig arbejdsstøvle og den pågældende støvle kunne godt være en af et større parti der for nyligt var blevet stjålet hos en af Tysklands største entrepenører. DNA-testen af cigaretskodet var uden resultat. Minibussen var blevet fundet i løbet af natten og teknikkerne var i gang med den. Den var stjålet i Schweiz og pladerne var stjålet i Tyskland. Maskinpistolen der blev brugt ved drabet stammede med stor sandsynlighed fra et røveri på et militærdepot i Saar, i Nordtyskland.

Efter briefingen trak vi os tilbage og gik i gang med at opbygge en vidensbank for den foreliggende opgave. Vi startede med at leje en bil og Alex blev derefter sendt ud for at blive bekendt med Hamburgs vejnet. I mellemtiden gik Camilla, Louise og undertegnede i gang med at finde baggrundsmateriale om GAF og relaterede emner.

I løbet af formiddagen benyttede jeg chancen til at gøre et ærinde i en udsøgt delikatesseforretning og købe ind til en lille picnic - brød, pølse, skinke, ost, paté, hvidvin… ikke noget særligt, bare lidt hygge - som Camilla og undertegnede kombinerede med en frokostpause, samtidig med at vi benyttede lejligheden til at forsøge at danne os et indtryk af Hamburgs studiemiljø… det jo altid rart at kunne forene det nyttige med det behagelige.

Af de to parker i umiddelbar nærhed af universitetet var den første imidlertid ikke så velvalgt til en picnic, for klientellet bestod mest af stiknarkomaner, prostituerede og andre småkriminelle, men naturligvis var den oplevelse informativ. Den anden park var tættere på det klassiske campus-miljø, med studerende der læste til de forestående eksamener eller følte sig vigtige, ved at deltage i uformelle debatter og filosofiske diskussioner om livet, universet og alting, Unionens betydning for det internationale forskermiljø, eller boligforhold for platfodede hunde i Chile… og så var der naturligvis også enkelte forelskede par der havde for travlt med hinanden, til at bekymre sig om trivialiteter og ligegyldigheder som f.eks. krige, global opvarmning, sult, hungersnød, naturkatastrofer, slavearbejde i den tredje verden og tilsætningsstoffer i fødevarer.

Da de forskellige fysiske spor umiddelbart ikke gav noget at gå efter, besluttede vi at tage til den høring mandag, som artiklen i universitetsavisen omhandlede - noget af et skud i blinde, men tilsyneladende det bedste vi havde at gå efter. For at foregribe eventualiteter, brugte vi lidt tid til at få nogle begrundelser for vores tilstedeværelse ved høringen på plads.

Desuden fik vi arrangeret et møde med Annabelle Gauss, der var omtalt i artiklen, ved frokost mandag. Vi fik vist i vores iver efter at finde noget at gå efter, udviklet en teori om at hun, qua sit job som direktør for produktafprøvning hos Hoffmann-La Roche, måske kunne være et mål for GAFs vrede.

Mandag morgen og formiddag blev brugt til træning og opsummering af sagen indtil da, samt til forberedelse og frokostmøde og forlæsning.

Ved middagstid mødte vi Annabelle Gauss på en lille frokostrestaurant i nærheden af Hoffmann-La Roche. Uden direkte at sige det, fik vi mere end antydet at vi mente at Gauss kunne være et mål for GAF. Vores teori var tydeligvis uden bund i realiteter og ud over at få navnet på studenterrådets formand, Conrad Ardenauer - ingen relationer til den tidligere forbundspræsident - var det eneste vi opnåede vist desværre at skræmme den stakkels kvinde fra vid og sans. Det eneste rigtigt positive var at restauranten kunne byde på en ganske glimrende grillet marlin serveret med fennikel a la grecque.

Om aftnen gik vi hver for sig til en forholdsvis triviel høring der varede et par timer, hvorefter der var åben debat og spørgetid. Alex identificerede den unge pige ved kagebordet som Anna Sabine Becker, kæreste til et GAF-medlem. Alex tog kontakt, foregivende at være interesseret i forsøgsdyrs vel. Det var kun en delvis succes på grund af sproglige vanskeligheder, men han fik dog en brochure for organisationen Feurige Nacht (bilag 4), og dermed en adresse… i St. Pauli!

St. Pauli er en af Hamburgs mere charmerende bydele, hvor tiggere, stiknarkomaner og prostituerede indgår i en symbiotisk ballet med de for længst saneringsmodne huse, den farverige og fantasifulde graffiti og brisen af de sidste fem dages affald. Midt i dette paradis på jord havde Feurige Nacht en charmerende lille butik med tilklistrede vinduer og et smagfuldt fotokopieret A4-navneskilt, hvor de ved aftenmøder spiste sund og nærende pizza mens de diskuterede fremtidige aktioner for at redde verden.

Lokalmiljøet i kombination med tilklistrede vinduer gjorde en diskret overvågning til en næsten umulig opgave. Efter flere træfninger med de lokale og et par forsøg på at komme til at lytte til samtalen i butikken, kontaktede vi König, der lovede at skaffe ransagningskendelser til både Beckers lejlighed og butikken. Vi fortrak derfor fra St. Pauli og rykkede til Beckers lejlighed.