...Vi er rotter, gribbe, ådselsædere. Vi roder i affald. Roder i folks liv. Følger deres slimede spor gennem natten. Lurer i skyggerne. Vi sparker døre ind og ransager lejligheder. Vi afslører skandaler og afpresser klienter. Vi redder liv og mister sjæle. Vi viser dig dit sande ansigt. Beskytter dit sande ansigt mod andres nysgerrige blikke. Vi snyder, stjæler og dræber. Vi er dagens helte. Vi er den værste slags.

Vi er fortidens spøgelser, samvittighedens onde ånder, fristelsens dæmoner. Vi driver som skygger ind og ud af folks liv. Død og elendighed er vores eftermæle. Vi vender hver en sten og analyserer hvert et spor. Vi afslører kun det, du har betalt os for. Vi slæber dit avn gennem sølet.

Vi er hævnere, menneskejægere, selvmordere. Vi har altid ret. Vi har alt under kontrol. Vi har loven i ryggen. Vi har teknikken i orden. Vi har lytteudstyr, kameraer og kikkerter. Du kan ikke skjule dig. Vi er the good guys.

For et år siden angreb en dansk hausfrau mig med et strygejern i en mørk og fugtig kælder. Jeg husker, at jeg skød hende i munden og kvalte hendes skrig, idet hendes underansigt aksploderede lige foran mig. Har stadig brændemærket efter strygejernet. En række små vabler op ad håndledet, som et minde. Det var selvforsvar. Hendes ven var eftersøgt, og jeg havde fundet ham, som den store opdager jeg er. Nu sidder han i Horserød, og jeg sidder her og stirrer ud i regnen og ryger cigaretter og piller i mine vabler. Selvforsvar. Det var hende, der forsvarede sig. Mod mig.

Jeg kan ikke knække den her sag. Har arbejdet på den en uge nu. Dette tidspunkt er det værste. Mellem fire og fem om morgenen. Ingen aktivitet i gaden. Mit hoved værker, og huset og regnen flyder sammen for mine øjne. Vi er løbet tør for kaffe. Bliver først afløst klokken syv. Max sidder ved siden af mig og snorker og lugter af sved. Jeg har aldrig kunnet lide folk, der snorker. Jeg ville nok heller ikke kunne lide ham, selv hvis han ikke snorkede. Og alligevel har Max reddet mit skind flere gange. Dækket mig og bureauet ind over for politiet, slettet mine spor, dræbt for mig. Han har dræbt tre mennesker. To som betjent, én som detektiv. Brækker sig hver gang. Max har kone og børnn og sidder alligevel i en bil midt om natten og snorker. Vi er en sølle flok. Max, Louise, Peter, Martin, jeg selv. Vi lever vores liv gennem andres. Lejesvande. Ludere. Detektiver. Diskretion en selvfølge.

Peter nyder det. Nyder at gennemrode andres beskidte undertøj, holde øje med folk, afsløre hemmeligheder. Nysgerrid på en sygelig måde. HAn elsker at tale med folk, lulle dem ind i en falsk sikkerhedsfornemmelse, få dem til at afsløre sig selv. "Det er jo ikke dig, vi er ude efter. Jo før du fortæller os, hvad du ved, jo før får du fred."

Peter gennemskuer dem altid. HAn har lært mig, at man altid skal besøge folk, når de mindst venter det, i deres egne omgivelser, hvor de føler sig trygge. Alle har mindst to ansigter. Et sammen med deres børn, et andet på arbejde, måske et tredje hos elskerinden. Vil man virkelig kende nogen, skal man følge dem døgnet rundt. Det er det vi gør med Simonsen her. Vi ved, han er beskidt. Vi kan ikke bevise det. Sådan er loven så lunefuld. Vi ved, Simonsen er indblandet. Vi kan ikke få en ransagningskendelse.

Akten har skabt os. Vores natur er korruption og selvtægt. Vores indfaldsvinkel til en sag afhænger helt af, hvem der betaler. Klienten har altid ret. Alle er desperate. Ingen er uskyldige. Vi prøver at gøre det rigtige, finde en mening i galskaben, og politiet mistror os og overvåger os. Med rette. Loven er løbet løbsk, og ingen kan overskue konsekvenserne. Penge er magt. Retfærdighed er et fjernt minde.

Vi er i en blindgyde. Om lidt under tre timer går Simonsen på arbejde, og så bryder vi ind i hans hus, finder beviserne og sender dem i en anonym kuvert til bureauet. Så kommer vi tilbage og træder på Simonsen, som den kakerlak han er. Han vil tro, Guds vrede har ramt ham. Han vil flæbe, han vil tigge, han vil bede. Og vi vil grine. Især Louise. Hun lever for det øjeblik, hvor opgaven er løst, og den rigtige sidder bag tremmer. Hun er en af de få, der tror på rigtigt og forkert, sort og hvidt. Vi andre roder rundt et sted ude i gråzonen og forsøger at holde vores sti nogenlunde ren. Jeg husker engang, vi ruskede en knægt ude i Sydhavnen. Den lille skiderik havde venner med hockeystave, som jeg rendte på en uges tid senere. Brækkede næsen, en arm og fire ribben. Plus det løse. Jeg lærte lektien. Har altid min pstol på mig nu. Men nu har de knægte jo nok også pistoler. Flere våben. Mere død.

For to måneder siden måtte vi ringe efter en ambulance til en fyr, vi havde afhørt. Han vidste i virkeligheden ingenting, men det var vi ikke klar over. Det var en pinlig affære. Han havde heldigvis ingen venner, og hans mor havde ikkepenge til at sagsøge os. Martin sendte hende en check og en undskyldning. Han er så blød. For ham er det lige meget, om vi tjener penge, når bare vi hjælper folk. En eller anden dag får han sig selv slået ihjel ved at være så flink, ved at tro på det bedste i mennesket. Martin er en selvretfærdig uudholdelig satan. Jeg beundrer ham og elsker ham. Jeg ville give mit liv for ham.

Jeg har en konto med flere penge, end jeg har tid til at bruge. Når jeg engang bliver slået ihjel i et tåbeligt værtshusslagsmål eller bliver dræbt af venner til folk, jeg har fået buret inde, så tager skattefar nok pengene og bruger dem til at bygge flere fængsler for. Det er ikkepengene, der driver mig. Jeg er altid på arbejde. Hver en sag er en udfordring og et mareridt. Det er det eneste, jeg kan. Det er som at pille i et åbent sår, blodigt og betændt. Hjælper det at grave tilfældigt skidt ud, eller bliver det bare værre?

Du vil nok aldrig forstå det. Når du spørger næste gang, siger jeg nok, jeg er IT-konsulent eller postbud. Du kommer aldrig til at kende sandheden. Hvordan kan jeg fortælle dig sandheden? Sandheden afhænger af øjnene der ser. Vi er helte. Vi er skurke. Vi er privatdetektiver ...

Denne tekst og de tilhørende billeder er copyright Malik Hyltoft og Palle Schmidt, og er gengivet med tilladelse fra dem.